“Keep smiling and pass it on.”
Sætningen står skrevet på indersiden af Cirkusbygningens indgangsparti og møder netop gæsterne, når de forlader bygningen efter en aften med gode oplevelser.
Men selvom sætningen er skrevet, før Christian Sunn tiltrådte som direktør sidste år, så illustrerer den tydeligt hans tilgang til ledelse. For han tager ikke let på hverken rollen som direktør eller leder i lige præcis Cirkusbygningen.
”Her er tale om et meget sammensat team, og det kan være udfordrende. Vi er alle enormt specialiserede, men indenfor hver vores fag. Alligevel har vi et fælles mål, og det er at skabe unikke øjeblikke for gæsterne, og det mener, jeg helt oprigtigt, at vi bedst gør, når vi også selv har det sjovt. For så giver vi helt automatisk glæden og smilet videre.”
Derfor går Christian højt op i at skabe et miljø, hvor alle har mulighed for at udvikle sig.
”Som leder har jeg tillid til den enkelte, og jeg giver medarbejderne råderum til at udføre deres job på deres måde. Til at performe og til at shine ligegyldigt om de er artister, kokke, tjenere, bartendere eller opvaskere. Jeg micromanager ikke, men jeg står klar til at bidrage med råd og sparring.”
Tidligere er Christian Sunn blevet ansat til at rydde op i virksomheden. Det skal han dog ikke i Cirkusbygningen. Til gengæld står han overfor at udvikle stedet, så de historiske rammer kan tilbyde endnu flere oplevelser til både danskerne og de mange turister, der nysgerrigt kigger forbi. Men det kræver, at medarbejderne tager ejerskab for den nye retning, og derfor sætter Christian en ære i, at være en nærværende, ærlig og sårbar leder i den københavnske oplevelsesinstitution.
Som leder har jeg tillid til den enkelte, og jeg giver medarbejderne råderum til at udføre deres job på deres måde.
Afhængig af hele holdet
Cirkusbygningen står overfor en ny æra. Ikke nok med at den karakteristiske kuppelformede bygning ved Axeltorv lige midt i hovedstaden, står overfor en gennemgribende renovering, så har direktøren også planer om at udvikle de oplevelser, bygningen tilbyder.
”Cirkusbygningen har altid været lig med Wallmans, og det er vi stolte af. Men jeg ønsker også at udnytte faciliteterne til oplevelser de dage, hvor der ikke er Wallmans-show,” siger Christian Sunn og fortæller, at blandt andet intimkoncerter med nationale og internationale kunstnere er på tegnebrættet. Og en fornyelse af rammerne er nødvendigt, fortæller han. Ikke mindst for medarbejderne.
”Der er ingen tvivl om, at folk er slidte efter corona og generelt tider med usikkerhed. Når vi kigger nærmere på at skabe endnu flere store og flotte oplevelser smitter glæden også af på dem. Som leder er jeg også nødt til at skabe rammer, der gør dem stolte over at være ansat lige præcis her.”
Men lige nu er det fortsat Wallmans-showet, der optager medarbejderstaben. Og at afholde faste arrangementer med helt op til 1000 mennesker på en aften kræver meget for alle ansatte.
”Selvfølgelig har vi sangere og kunstnere på scenen, der giver den alt, hvad de har. Men ingen er vigtigere end andre. Vi er kendt for at servere hundredvis af varme måltider under hvert show, og det betyder, at vi i den grad er dybt afhængige af opvaskeren.”
Som leder og som menneske er Christian heller ikke for fin til selv at feje foran Cirkusbygningen eller hjælpe til i den mange forskellige afdelinger, når der er travlhed op til aftenens show. Det er nemlig også en oplagt mulighed for at lære nye ansigter at kende.
”Jeg går op i at være en nærværende leder, der altid siger hej og husker at spørge ind til begivenheder, der er vigtigt for medarbejderne. Faktisk kan jeg slet ikke lade være med at interessere mig for andre. På den anden side er jeg med årene også blevet mere moden i min ledelsesstil. Tidligere festede jeg med hele natten. Nu bliver jeg en time, og så ønsker jeg dem en god aften. Ingen gider at have direktøren til at kigge dem over skuldreren.”
At direktøren navigerer hjemmevant i rollen som leder handler om erfaring. Men også sociale kompetencer.
”Min stærkeste side er, at jeg er en sublim menneskekender. Om det er small-talk om en ny menu i køkkenet, eller jeg sidder til store forhandlinger i Mærsk, så kan jeg tale med alle, og den styrke har været guld værd som leder.”
Alle arbejdede sammen for Green Key-certificering
Selvom Christian kun har været på posten i kort tid, har han allerede formået at lave en stor transformation på tværs af faggrupper.
”Cirkusbygningen er netop blevet Green Key-certificeret, men da jeg kom til, lå fokus ikke særlig meget på miljø og bæredygtighed,” siger han og fortæller, at det praktiske ikke engang var det største problem. Den ægte udfordring var at inspirere medarbejdere til at se vigtigheden i projektet.
”Heldigvis er vi kommet i mål på grund af en sublim holdindsats. Det er en milepæl, jeg som leder er meget stolt af, for det understreger, hvor meget vi kan, når vi står sammen.”
Direktøren understreger, at certificeringen er vigtig på flere parametre.
”For mange virksomheder er det allerede et krav med miljøcertificering, når der skal holdes arrangementer. Desuden tror jeg på, at unge mennesker i dag prioriterer at være en del af en arbejdsplads, der har fokus på bæredygtighed. Og dem vil vi nu have nemmere ved at tiltrække.”
For der er brug for at skrue på alle knapper, når det gælder tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, understreger direktøren.
”Vi er meget udfordrede, når det gælder faste tjenere, kokke og bartendere. For nok er nye medarbejdere meget dygtige og fulde af energi, men de vil ikke binde sig til et sted. De vil have fleksible rammer og egentlig bare komme på arbejde, når det passer dem.”
Det går muligvis an på andre restauranter, men i Cirkusbygningen skal der serveres så mange måltider på kort tid, og det kræver rutiner. I sådan en grad, at der er pile, der viser hvilken vej, man går ind i køkkenet og hvilken vej, man går ud. Derfor gør Christian også alt for, at trofaste medarbejdere ved, hvor værdsatte de er.
”Vi printer positive gæsteanmeldelser ud, og sætter op de steder, hvor medarbejderne arbejder. Det er enormt vigtigt for mig, at den positive feedback kommer hele vejen rundt.”
Jeg vil gerne slå et slag for, at en god leder også er sårbar. Selvfølgelig kræver det mod, men hvis man som leder selv tør være sårbar, så tør andre også være det.
Man må sælge det man har
Med mange års erfaring som leder har Christian søgt inspiration mange steder, men ét menneske bliver ved med at inspirere ham. Og det er den norske forretningsmand Petter Stordalen.
”Jeg har mødt ham til mange møder, og nok har han masser af energi og fuld fart på, men han er samtidig også et oprigtigt menneske. Han giver gerne sine medarbejdere de bedste værktøjer for at lykkes, men han vil også se, at de har viljen til at få resultaterne i hus. Sådan har jeg det også.”
Petter Stordalen begyndte som bekendt sit milliardforetagende ved at sælge jordbær.
”Hans klare livsfilosofi er, at man må sælge det, man har. Den filosofi inspirerer mig meget i det arbejde, vi står med lige nu, hvor det gælder om at transformere Cirkusbygningen. For ja, det er historiske og gamle rammer, og det kan have sine udfordringer. Men vi må sælge det, vi har, og det er glade medarbejdere, der leverer fantastiske oplevelser.”
Og nok vil Christian præge branchen med sin positive tilgang overfor medarbejdere og gæster, men han ønsker også at inspirere til mere autentisk ledelse generelt.
”Jeg vil gerne slå et slag for, at en god leder også er sårbar. Selvfølgelig kræver det mod, men hvis man som leder selv tør være sårbar, så tør andre også være det.”