Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft i branchen?
Det hænder faktisk oftere end man lige tror, at der står nøgne mennesker i receptionen om natten. Der sker jo det, at gæsten skal på toilettet om natten, og så får de taget fat i den forkerte dør og får låst sig ude. Så er det noget med lige at give dem et håndklæde omkring sig og skynde sig at finde et nyt kort til hotelværelset.
Hvad er dit yndlingssted på et hotel?
Altså det er altid spændende at åbne døren til sit hotelværelse eller se hvilke produkter, der findes på badeværelset. Men jeg nyder allermest de områder, hvor der sker noget. Det kan være i loungen, på tagterrassen eller bare i restauranten.
Hvad er din bedste hoteloplevelse?
Det var i Brasilien med min mand, hvor vi boede på et lille hotel med fire værelser i Salvador. Det var slet ikke fancy, for det havde højst tre stjerner. Men stemningen var rolig, huset var malet i en smuk pastelfarve, og så havde det en terrasse med den mest fortryllende udsigt.
Lamellerne på sengene var knækket, og madrasserne var så tynde. Desuden virkede lamperne ikke, og der var intet rullegardin.
Hvad er din værste hoteloplevelse?
Det var et hotel tæt på en familiepark i Sverige, hvor vi overnattede for at få så meget ud af besøget som muligt. Men lamellerne på sengene var knækket, og madrasserne var så tynde. Desuden virkede lamperne ikke, og der var intet rullegardin. Det var ikke fordi, vi havde brug for luksus, men det her var slemt, for vi var virkelig trætte efter overnatningen, og det værste var faktisk, at personalet virkede ligeglade med, at vi havde en dårlig oplevelse.
Har du en guilty pleasure?
Det må være svensk bland selv-slik. Jeg bor jo i Malmø, så jeg har heldigvis let adgang til det.