”India Pale Ale (IPA) er ølrevolutionens signaturdrik. Faktisk smitter den af på andre typer øl, som bliver IPA'iserede. Det betyder, at de bliver mere bitre, smager mere af humle og er stærkere. IPA er ikke længere en øl for de få, og interessen er ustoppelig,” siger Christian Andersen, der har skrevet og oversat flere bøger om øl.
Den første type af India Pale Ale så dagens lys i London i 1700-tallet. Der var brug for en øl, der kunne klare den lange rejse fra England til Indien uden at smage som vin efter ankomsten seks måneder senere. Og det lykkedes man med ved en IPA, som ikke blot klarede turen, men smagte bedre efter den lange lagring. Desuden blev den lysere i farven og smagen mere frisk, og det passede endnu bedre til det indiske klima.
Der er mange varianter af den populære drik i dag, og her fortæller eksperten mere om typerne og ikke mindst den bedste servering af den gyldne drik.
Det kommer indenfor fem år, at en alkoholfri IPA smager lige så godt som the real thing, og så skal der virkelig argumenter på stambordet for at forlange en øl med procenter.
Populære juice-øl
”IPA er en forvandlingsdrik, for den skifter hele tiden stil. Det er måske også derfor, den kan bevare sin store popularitet. Der findes lige nu omkring 20 IPA-stilarter. De er meget klare og juiceagtige. IPA'er har sat dagsordenen de seneste fire år, og bryggerier som ÅBEN, Gamma Brewing og Anarkist laver netop de her juice-øl,” siger eksperten og fortæller, at de populære smagsnoter er grapefrugt og citrus kombineret med udvalgte eksotiske frugter.
Christian Andersen fortæller, at bryggerier lige nu konstant kæmper for at skabe den perfekte IPA. Eller den folkelige IPA, om man vil.
”IPA sidder lige nu på cirka otte procent af ølmarkedet i de store byer, og der er ingen tvivl om, at det tal vil stige. Så selvfølgelig ønsker bryggerierne at skabe en go to IPA. Den folkelige IPA,” siger eksperten og peger på, at IPA også står overfor en ny retning.
”Alkoholfrie øl har ikke så stort et marked lige nu men bare vent. Det kommer indenfor fem år, at en alkoholfri IPA smager lige så godt som the real thing, og så skal der virkelig argumenter på stambordet for at forlange en øl med procenter. En game changer af rang.
Det er spændende at se, hvordan craft beer-bryggerier ikke længere har berøringsangst overfor kategorien.”
Servér altid øllen i et ægte glas med skum på toppen, for skummet beskytter øllets friskhed og aromaer.
Skal serveres i hvidvinsglas
Når det gælder måden, øllen kommer til gæsten ude i erhvervet, har eksperten også et par gode råd klar.
”Servér altid øllen i et ægte glas med skum på toppen, for skummet beskytter øllets friskhed og aromaer. Skænk tre til fire gange og lad skummet sætte sig mellem opskænkningerne,” siger eksperten og fortæller, at et forskelligt ølglas til hver øl er overvurderet.
”Det er mest marketing. Det bedste glas at servere en god øl i er et hvidvinsglas, for det samler aromaerne."