Her betaler mænd mere for kaffen

På cafeen Hansome Her, i Melbourne var regningen til de mandlige gæster 18 procent højere end til de kvindelige. De 18 procent skulle illustrere den forskel, der er på kvinder og mænds indkomst i Australien. Cafeen er i dag lukket, men ideen lever videre. En hollandsk kaffeudbyder har kopieret initiativet ved at afkræve mandlige gæster 14 procent mere end kvinderne. Som virksomhedsejer føler manden bag, Dekoffiejongens, at han som menneske og som forretning har et ansvar for at gøre op med et globalt problem.

”Da vi skulle til at ansætte flere medarbejdere, oplevede vi hurtigt, at kvinderne generelt bad om mindre i løn end mændene. Det er problematisk, og da vi først havde fået så tydeligt kendskab til problemet, kunne vi ikke lukke øjnene for det,” siger Walter Morriën.

Mange virksomheder skal i dag have hjertet med i forretningen, og man skal fornemme deres DNA. Derfor ønsker flere og flere at bidrage til debatter og støtte politiske eller humanitære initiativer. Ikke mindst set i lyset af krigen i Ukraine.

Mændene blev rasende
Da Walter Morriën og hans forretningspartner først havde besluttet sig for at handle på ligelønsudfordringen, gik det stærkt.

“Så snart vi bekendtgjorde, at mænd skulle betale mere, blev vi væltet af medier, der ville skrive om det. Der var massiv presseomtale.”

Men hvordan reagerede mændene på prisforskellen?
”Mange mænd betalte de ekstra 14 procent med glæde og støttede os offentligt for at gøre opmærksom på problemet. Andre blev virkelig gale, og boykottede os,” siger Walter og fortæller, at initiativet ikke mindst skal ses i lyset af, at hans forretning er en start up med fokus på bæredygtighed.

Men mest af alt kom ligelønsinitiativet fra hjertet.
”Jeg har en datter, og min forretningspartner har tre døtre. Vi synes, det er en vigtig sag at støtte,” siger han og fortæller, hvordan han for alvor fandt roen i, at dét, der også kan kategoriseres som et effektivt PR-stunt, var en rigtig beslutning.

”En af mødrene på min datters skole kom en dag over til mig og sagde, at det vi gjorde var fantastisk. Det gav mig troen på, at det nytter at råbe op.”
Frederik Preisler er ekspert i branding, og han mener, at der kan være både fordele og ulemper ved at råbe op om verdens uretfærdigheder som virksomhed. For at få succes skal man kigge mere indad end udad, anbefaler han. 

”Før man overvejer at lave et opslag på sociale medier, skal man lægge en meget velovervejet strategi. Man skal dybest set spørge sig selv, om hensigten virkelig er at diskutere det her, eller om det egentlig er at brande sig.”
Forbrugerne er nemlig kritiske, og de vil se meget mere end bare et kuriøst PR-stunt.

”Udfordringen er jo, at hvis man reelt vil diskutere en problemstilling, så kan man ikke også markedsføre sig på den, for så afslører man jo tydeligt sit gustne overlæg,” mener Frederik Preisler, og fortæller, at der er tale om et dilemma, som selv verdens allerstørste virksomheder kæmper med at få helt på plads.

Giv gæsten resterne med
Vælger man alligevel at sætte fokus på mærkesager, globalt som lokalt, så skal man integrere dem i virksomhedens DNA.

”Mærkesagerne skal simpelthen blive en central del af restaurantens eller hotellets eksistensberettigelse. Har du fokus på madspild, så skriv det ikke kun i en story på instagram, men opfordr alle gæster til at tage rester med hjem.”

Frederik Preisler sætter gerne navne på aktører i erhvervet, han mener har succes med at walk the talk. Stjernerestauranterne NOMA og Geranium går foran ved at servere fornemme menuer uden kød.
”De taler ikke bare om bæredygtighed. Som verdens bedste eller næstbedste restaurant har de selvfølgelig en status, hvor de gerne må opdrage lidt på branchen og gæsterne, men jeg tror faktisk også, at selv kødspisende gæster vil honorere initiativet. De kan mærke, at restauranten har noget på spil ved at gøre det her.”

At handle i tråd med virksomhedens DNA vil også gøre det lettere at lukke munden på kritiske røster. Derfor fraråder eksperten netop virksomheder at følge politiske og humanitære trends. 

”Mange virksomheder oplever et øjebliks indignation. Ikke mindst i forhold til Ukraine. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi skal hjælpe i krigen, men den enkelte restaurant skal være forberedt på, at gæster eller presse ikke kun klapper i hænderne over, at man som forretning støtter sager eller ofre. Kritikere kan derimod godt finde på at spørge, hvordan man hjalp de syriske flygtninge.”

Stolt af resultatet
Tilbage i Holland er Walter ikke i tvivl. At råbe op om ligeløn kostede dem kunder og dermed indtægter. Den ekstra indtægt fra mandlige kunder har de ikke puttet i egen lomme. De er gået til en organisation, der gennem skateboarding-kurser støtter piger og unge kvinder.

”Som virksomhedsejer og som menneske kan du altid vælge at kigge den anden vej, men jeg er meget stolt af den debat, vi har været med til at skabe.”