”Vi værner om vores DNA og vores historie. Vi har ikke været nødsaget til at konstruere en historie for at markedsføre os. Historien kan mærkes overalt på hotellet, ” siger Flemming Jakobsen, der er direktør for Hotel Vejlefjord.
Bygningen, der huser spa-hotellet, troner majestætisk på en skrænt med smuk udsigt til fjorden på den ene side og skoven på den anden. Og det er ikke tilfældigt, at bygningerne er placeret lige her.
”For 122 år siden blev de opført som privathospital og sanatorium for tuberkulosepatenter. De var her ikke kun en uges tid men i flere måneder og havde brug for plads og ro i naturen til at komme sig,” siger direktøren og understreger, at det netop er fortællingen om ro, fordybelse og forkælelse, hotellet bygger videre på.
Og det er så populært, at hotellet har oplevet en enorm stigning i antallet af gæster og kigger derfor på en stor udvidelse af hotellets spa, restaurant og konferencemiljø. Men på den korte bane handler det dog om normalisering af driften.
”Lige nu har vi meget stort fokus på at finde vores leje igen efter lange nedlukninger med efterfølgende kæmpe run på,” fortæller direktøren.
Men det kræver sit at udbygge så kendt et spa-hotel. Her fortæller direktøren om, hvor vigtig historien er for hotellet og dets samspil med naturen, og hvordan hotellet lige nu gør alt for at optimere brugen af de kvadratmeter, de har tilgængelige.
Vi har ikke været nødsaget til at konstruere en historie for at markedsføre os. Historien kan mærkes overalt på hotellet.
Udnytter kvadratmeterne
At bruge historien aktivt i fortællingen om Hotel Vejlefjord skaber en helt særlig stemning for gæsterne, mener direktøren.
”I vores park har vi over 22 kilometer kurveje, og vi kalder dem netop kurveje og ikke stier. De har forskellige stigninger, fordi man i gamle dage vurderede tuberkulosepatienternes fremgang på, hvor stejle bakker de kunne klare,” siger direktøren og fortæller, at nok huser bygningerne ikke længere et sterilt hospital, men den overordnede ambition om at tilbyde gæster fred, ro og nærende måltider i smukke omgivelser er den samme som altid. Konceptet er populært blandt både konferencegæster, kærestepar og venindegrupper.
”Vi har ikke en typisk gæst. Vi ser både det unge par i starten af tyverne og ægteparret på pension, der bare vil slappe af,” siger han og fortæller, hvordan de forskellige typer af gæster netop
gør det muligt at udnytte hotellets kvadratmeter optimalt.
”Vi har over 26.000 dagsgæster om året. Det er mennesker i en radius af 100 kilometer fra hotellet, der kommer for at bruge spa eller spise i restauranten, men de overnatter her ikke,” siger direktøren og forklarer, hvordan hotellet derfor tilbyder events målrettet dem.
”Når hotellets gæster så spiser middag i restauranten, er der plads i spaen, og så har vi aftener, hvor man kan komme udefra og gå i spa. Efterfølgende dækker vi op i spaområdet med rødternede duge, og så sidder man og nyder lækker tapas. Når vi alligevel har personale på, handler det om at udnytte det.”
Men selvom alle kvadratmeter tages i brug, er der alligevel ikke plads nok til efterspørgslen.
”Vi har så mange gæster, at der skal ske noget. Derfor går vi også med store investeringsplaner, hvor vi vil udvide både spa og restaurant,” siger direktøren.
Nok bidrager de historiske bygninger til hotellets helt særlige stemning, men de giver også udfordringer, når det gælder en udvidelse.
”Vi kan ikke så nemt bare smide noget på. Vi skal holde æstetikken, og det kræver en endnu større investering end en normal udvidelse,” siger Flemming og fortæller, hvordan man vil bygge restauranten under jorden med vinduespartier ud til skovområdet og ikke mindst udvikle spaen ved at inddrage dele af skoven.
Og når det gælder afholdelse af fremtidens konferencer, har hotellet også store ambitioner.
”Vi råder også over de gamle liggehaler fra tuberkulosetiden, og dem vil vi gerne ombygge til konferencesale,” siger han og forklarer, at de store armbevægelser netop skal ses i lyset af, hvor populært det naturskønne område ud til fjorden er.
”Den danske natur har fået en kæmpe revival. Det mærker vi i den grad, for de generationer, der ikke tidligere så værdien, bliver så begejstret over vores kæmpe park, der står knivskarpt. Naturens mange muligheder vil vi gerne inddrage endnu mere i spaen. Lige nu laver vi saunagus, hvor man kombinerer et dyp i fjorden med en tur i sauna, men vi glæder os til at finde ud af, hvordan en spa i skoven kunne se ud.”
I vores park har vi over 22 kilometer kurveje, og vi kalder dem netop kurveje og ikke stier.
Fokus på bæredygtighed
Hotellets tætte samarbejde med netop naturen afspejler sig også i ambitiøse bæredygtighedsinitiativer.
”Vi byggede for få år siden vores eget rensningsanlæg i spaafdelingen. Det betyder, at vi genbruger de over to millioner vand om året, vi tidligere smed ud. På den måde sparer vi også penge og energi på opvarmning af vandet,” siger direktøren og forklarer, at man nu også giver spa-gæsterne deres badekåber uden en plasticpose omkring, og det simple initiativ kan i den grad mærkes i miljøregnskabet.
”Med vores størrelse sparer vi miljøet for over 4500 plasticposer,” siger Flemming.
Men selvom nogle initiativer kan forekomme simple, er de det sjældent. Derfor har hotellet netop ansat en medarbejder, der skal være tovholder på alt fra bæredygtighed over verdensmål til arbejdsmiljø.
”Tidligere har de enkelte afdelinger haft bolden, men for at undgå at gode initiativer bliver tabt mellem to stole, har vi ansat en medarbejder til at samle trådene og sørge for, at vi altid har styr på det seneste nye.”
Om Hotel Vejlefjord:
x Hotellets bygninger blev opført for 122 år siden og var oprindeligt privathospital og sanatorium for tuberkulosepatenter.
x Hotellets park har hele 22 kilometer kurveje.
x Hotellet planlægger en udbygning af restaurant og spa.
Kilde: Flemming Jakobsen