if (CookieInformation.getConsentGivenFor('cookie_cat_statistic') && CookieInformation.getConsentGivenFor('cookie_cat_marketing')) { }

Lysekronen er tilbage

Belysningen sætter scenen, hvad end der er tale om en fastfood-restaurant eller en hotellobby. En ekspert giver her sine bedste råd til at opnå wow-effekt.

Ligesom belysningen er forskellig alt efter om der er tale om en smykkebutik eller en fodboldbane, så er der også forskel på belysningen på en fastfood-restaurant og en fem-stjernet hotelbar. Eller det skal der i hvert fald være, mener lysekspert.  

”God belysning kræver grundige overvejelser om virksomhedens DNA, for du skaber hele stemningen gennem belysningen. Her kan man både underspille og overspille elementer i rummet. Du kan få et lille rum til at virke større og et stort rum til at virke intimt og hyggeligt. Når det gælder belysning er der virkelig gode muligheder for at snyde,” siger Marianne Tuxen.

Men blot fordi noget er vigtigt betyder det ikke, at det er nemt, understreger eksperten. Det kræver nemlig indgående viden om virksomheden, dens gæster og ikke mindst tekniske muligheder at vælge det rette lys. Her fortæller eksperten om de vigtigste trends på markedet lige nu, når det gælder belysning.

En let formel
Fordi belysning netop er med til at sætte stemningen, er det et essentielt fokusområde, når man driver en restaurant eller et hotel, mener eksperten.

”Der er en bevidsthed omkring lys som der ikke har været der før. Mange har fået øjnene op for, at det ikke kun er møbler og farven på væggen, der afgør om stemningen er hyggelig eller vild.”

Og der er en hemmelig formel for det rette lys. I følge eksperten er det en meget simpel formel.
“For der skal hverken være for meget eller for lidt lys. Der skal bare være nok. Forleden var jeg på en restaurant, hvor de var lykkedes med det, og det satte virkelig sit præg på hele oplevelsen.”

Men smager bisque´en bedre, fordi lampen har ét antal watt fremfor et andet?
“Ja, maden smager faktisk bedre, hvis nuancen i lyset er ramt korrekt. De fleste kender det fra hospitaler, der er kendt for koldt lys og meget af det. Det indbyder ikke til hygge og sansning.”

Derfor er hendes anbefaling, at man skal sørge for, at medarbejdererne har nok lys til at arbejde under og så undersøge, hvordan man gør belysningen rar for gæsten, så ingen får et spot i hovedet. Men mener eksperten, at man kan gå så langt at give gæsten fjernkontrollen og selv styre lyset ved deres bord?

Når det gælder belysning er der virkelig gode muligheder for at snyde.

©

“Her er jeg måske nervøs for, at det ville kunne ødelægge stemningen andre steder, hvis nogle skruer for meget op. Så jeg mener, man skal være kreativ men altid huske, hvad det bidrager med.”

Hun mener dog, at det er en god investering for både hotellet og restauranten med et system, der justerer lyset i løbet af årstid og gennem dagen, så det ikke ændrer sig alt efter, hvem der er på arbejde.

Skab wow-effekten med en lysekrone
Og mens lys kan være både rart og sætte stemning, så er lyskilder også den sikre vej til wow-effekten, mener eksperten.

“Lysekronen er uden tvivl på vej tilbage, og den gør bare så meget for et rum. Det kan være en lang én til det store mødelokale, en klassisk én til hotellobbyen eller en stor, udefineret pendant i hotelobbyen. Det er blikfanget, når du træder ind i et rum, og det er altså noget folk husker."

FØLG VISITOR