Det er ofte i hvid arbejdsskjorte, med ærmerne smøget godt op og en beskidt dug i hånden, at gæsterne møder Brian Fabricius, der er direktør på Hotel Viking.
”Der er nogle, der gerne lige vil sige hej, men jeg tager ikke en hilserunde ved morgenmaden, for jeg skal gerne selv lige have lidt tid at vågne om morgenen, og det skulle jeg hilse og sige, at det er der faktisk også et par af gæsterne, der har brug for,” siger Brian med et grin.
Men det er kun en del af forklaringen.
”En hilserunde ville ikke virke for mig. Det svarer til kassedamen, der har fået ordre på, at hun skal ønske alle kunder en god dag. Det bliver påtaget, og så springer jeg hellere i en skjorte og er med til at rydde borde,” siger han.
Brian Fabricius har været i front for Hotel Viking i Nordjylland i seks år. Og for ham er hotellet langt mere end en arbejdsplads. Det er nemlig også hans barndomshjem.
”Jeg er jo født ind i branchen. Mine forældre stod op og gik i seng samtidig med gæsterne i de tre årtier, de drev hotellet. I de første fem år af mit liv boede vi på et af værelserne, og jeg sov på en fold-ud-seng. Sidenhen fik vi tilbygget en lejlighed på 65 kvadratmeter. ¨
Faktisk havde Brian som ung helt andre planer end at ville være hoteldirektør. Hans arbejde skulle ikke være hans liv, som han havde set det tilfældet for forældrene. Men da afgørelsens time alligevel faldt, og familien skulle afgøre, om hotellet skulle blive i familien, gik det op for Brian, at barndommen på hotellets gange havde givet ham en eminent forståelse for at tilbyde den gode oplevelse. Her fortæller han om fordommene ved at overtage forældres livsværk, om det øjeblik det gik op for ham, at han alligevel gerne ville være en del af hotelbranchen og om at drive hotel i lige præcis Nordjylland.
En hilserunde ville ikke virke for mig. Det svarer til kassedamen, der har fået ordre på, at hun skal ønske alle kunder en god dag. Det bliver påtaget, og så springer jeg hellere i en skjorte og er med til at rydde borde.
Brian og brandalarmen
For Brian er det vigtigt at være på gulvet med sine medarbejdere og at være til gavn, når han bevæger sig væk fra kontoret. For det gør han faktisk nødigt.
”Jeg plejer at sige, at jeg er cirka 30 procent vært. Resten af tiden bruger jeg på økonomi og strategi. Selvfølgelig handler oplevelsesøkonomi om følelser, men jeg kan ikke kun gå rundt blandt gæster og fornemme stemninger. Hvis jeg skal skabe et rart sted for gæster og medarbejdere, så handler det om at finde nøgletal fra dag til dag. Godt værtskab er også at omsætte nøgletal,” siger Brian.
Så pragmatisk har Brian dog ikke altid anset dét at være i front.
”Hvis du mødte mig for 15 år siden, ville du ikke ligefrem have trukket paralleller mellem mig og ydmyghed. Jeg var mildest talt ret fandenivoldsk og stædig.”
Måske var stædigheden ikke helt tilfældig. Brian har nemlig altid vidst, at det ville blive en stor udfordring at drive Hotel Viking videre.
”Fordi mine forældre netop fik Hotel Viking til at være en god forretning, så vidste jeg jo godt, at folk ville sige, at det blot var et spørgsmål om tid, før jeg kørte lortet i sænk, og at jeg ikke formåede at passe forældrenes livsværk. Alternativt ville de sige, at jeg er født med en guldske i røven.”
Det var dog ikke omverdens kritiske røster, der fik en ung Brian til at gå andre karriereveje.
”Som barn så jeg mine forældre være på arbejde konstant. Faktisk lå døren til vores lejlighed lige op ad personalestuen, så det skete ofte, at dem på arbejde lige stak hovedet ind og spurgte om noget, når de ikke gad at tænke sig om,” siger Brian og forklarer, at det konstante arbejdspres ikke virkede som en udfordring for forældrene.
”Hotellet voksede sig langsomt men stødt større. Den ene dag må have taget den anden, for pludselig var de gået fra at drive et hotel på blot 3000 kvadratmeter til ét på hele 14000 kvadratmeter.”
Selvom Brian mente, at forældrene arbejdede for meget, så havde det sine fordele som barn at have dem så tæt på i hverdagene.
”Mine klassekammerater kunne jo dårligt ringe til deres forældre i løbet af en arbejdsdag, mens jeg bare skulle stille mig ud i køkkenet, for så vidste jeg, at min mor før eller siden ville komme forbi og mad til gæsterne.”
Det gav også en vis frihed for Brian og hans to brødre, at forældrene arbejdede meget. De fik sjældent ballade, fordi forældrene havde fokus på hotellets drift.
”Mine kammerater fik en skideballe, hvis de væltede en vase i stuen, men mine forældre havde ikke tid til detaljer,” siger han og fortæller om den ene episode, der ikke blev anset som en detalje.
“Det var lørdag aften, og hotellet var propfyldt. Mine forældre knoklede i restauranten, og så var det jeg fik startet røgalarmen. Som 11-årig knægt var det bare for fristende med den der bronzehammer og røgalarmens glasparti.”
Det var lørdag aften, og hotellet var propfyldt. Mine forældre knoklede i restauranten, og så var det jeg fik startet røgalarmen. Som 11-årig knægt var det bare for fristende med den der bronzehammer og røgalarmens glasparti.”
Vendepunktet
Faktisk endte Brian da også med at blive brandmand, inden han takkede ja til at blive direktør for Hotel Viking, der hver år har besøg af mere end 75000 gæster.
Og det var ikke det eneste job, han prøvede kræfter med før direktørtitlen. Faktisk var det jobbet som elektriker, der førte ham tilbage til hotelbranchen og dens sprudlende energi.
“Som elektriker havde jeg en rigtig fin makker, men han havde ikke samme behov for at snakke, og pludselig blev det bare så tydeligt, hvor meget jeg savnede at være på hotellet, hvor der er mennesker døgnet rundt.”
Så timingen var fin, da forældrene kort tid efter foreslog, at han overtog hotellet. At træde ind i rollen som direktør var da også nemmere end forventet.
“Det gik hurtigt op for mig, at jeg efter en barndom i hotelerhvervet har en indgående viden om det, der er vigtigt på et hotel. De elementer af driften, som nogle skal bruge lang tid på få ind under huden, det ligger helt naturligt for mig,”
Når det gælder kontakten til mennesker og værtskab er Brian også særligt glad for, at han driver et hotel.
“Jeg ser jo mine gæster i flere døgn, hvor en restaurant har dem i tre timer. Der er altså kæmpe forskel på den relation, jeg kan nå at skabe,” siger Brian og fortæller, at hvis retterne på en restaurant er bare lidt forsinket, så har det indflydelse på hele gæstens aften.
“De kan være forfærdeligt at være vidne til, at gæsterne skal skynde sig at nyde maden. Når man driver restaurant på et hotel, er det ligegyldigt, om gæsterne er færdige med at spise klokken 22 eller 23, for de skal de bare rulle over i loungen, bestille en Gin og Tonic, og så er det op i seng.”
Bonderøven med en god idé
Brian har valgt at drive hotel på en noget anden måde, end forældrene gjorde det. Han bor ikke i en lejlighed, der støder op til personalestuen, og sene møder skal så vidt muligt ligge efter sønnikes sengetid.
Desuden gik det heller ikke ubemærket hen, hverken i branchen eller hos Familien Danmark, da Brian en søndag aften tronede frem i TV-programmet, Løvens Hule, og sikrede hotellet en rekordstor millioninvestering af Coolshop-indehaveren, Jacob Risgaard.
Det var dog ikke alle i Brians familie, der var lige begejstrede over deltagelsen til at begynde med.
“Deres respons var noget i retning af “Hold kæft, du er en idiot, Brian,” siger han med et smil og fortæller, at de ikke lige kunne drage paralleller mellem hotelovernatninger og et samarbejde med en webshop.
“Jeg har hele tiden ønsket at gøre tingene på min måde, og da vi først begyndte at sælge gavekort red vi med på en god bølge, som jeg stadig gerne vil udvikle yderligere, fordi mine ambition både er, at et hotelophold skal være så let som muligt for gæster at købe og samtidig arbejder jeg for et opgør med OTA´erne.”
Som direktør med hotelblod i årerne er Brian meget lettet over, at han har fået forældrenes livsværk gennem coronakrisen uden at tabe penge. Men han mener også, at han har hotellets placering i Nordjylland at takke for det.
“Alt er sgu nemmere Nordjylland. I forhold til Vejle eller København så tager man bare ikke tingene så tungt her. Det er som om, man bare skal gennem Limfjordstunnelen, og så ændrer mentaliteten og stemningen sig, og alt føles bare mere roligt.”
Det er ikke mindst nemmere at være en god vært med det udgangspunkt, mener Brian.
“Vi er et rart folkefærd uden de her formelle rammer, der kan være med til at skabe afstand. Vi er jo bonderøve hele balladen, og der er altså ikke nogle, der bliver sur på en bonderøv."
