Anika vil se flere kvinder i køkkenet

Det er sjældent techno, hun sætter på. Men Anika tænder altid for musik i køkkenet, som noget af det første, når hun møder ind.

”Det, der generede mig mest ved ikke at være leder, var de mange regler, jeg simpelthen ikke forstod logikken bag. En af dem var at musik var forbudt i køkkenet, og det giver ingen mening for mig. Jeg synes netop, at musik bidrager til kreativitet og den gode stemning.”

Anika Madsen er et ægte stjerneskud indenfor dansk gastronomi. Hun blev i 2018 udnævnt til Årets Talent i Danmark af White Guide, og så er hun køkkenchef på Fasangården i Frederiksberg Have, der på kort tid er blevet en ægte anmelder-darling. Hun er udlært fra Formel B og landede sit første job som køkkenchef på Restaurant Roxie i en alder af 24 år.

Her fortæller en af branchens få kvindelige køkkenchefer om motivationen for at gå foran, at finde sin styrke som ung leder og ambitionen om at skabe en arbejdsplads, der også giver kvinder interesse for at gøre karriere indenfor restaurantbranchen.

Ulogiske regler og nye titler

Anika var faktisk slet ikke i tvivl. Hun mente bestemt, at hun kunne gøre det bedre. Noget trak i hende, og det var ønsket om at gøre op med ulogiske regler og mentaliteten om, at ”sådan har det altid været”.

”Det har altid ligget til mig at gå foran. Jeg har lidt af et tonser-gen. Men som kok husker jeg tydeligt, hvordan jeg tænkte, at man med blot få anderledes ledelsesgreb kunne løfte stemningen og dermed effektiviteten markant.”

Derfor vil Anika udfordre branchens til tider rigide måde at organisere sig på. Det betyder, at Anika vil kigge på nye løsninger for at få vagtplanen til at gå op, og det inkluderer blandt andet at rådføre sig med dem, den påvirker. Nemlig medarbejderne. Desuden overvejer hun at indføre nye titler, da de også vil kunne bidrage med fleksibilitet. Det kunne være en stilling, hvor man både fungerer som kok, men også har et administrativt fokus.

”Mit indtryk er, at kvinder, som har børn eller skal til at have børn, slet ikke kigger på restauranter som mulige arbejdspladser, for de aner ikke, hvordan de skal få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. I min optik skal det simpelthen kunne lade sig gøre både at have børn og at arbejde i et køkken, hvis det er drømmen. Der mener jeg, at arbejdspladsen bør gøre en aktiv indsats for at skabe et miljø, hvor det kan lade sig gøre.”

Men kampen om flere kvinder på restauranterne handler ikke om, at Anika hellere ansætter kvinder end mænd. 
”Jeg foretrækker ikke at ansætte ét køn fremfor et andet. Mit fokus er på at skabe mere fleksibilitet, for så kommer kvinderne helt af sig selv. Og den diversitet vinder hele branchen på.”

En snak under fire øjne

Det har krævet meget for Anika at finde sin naturlige autenticitet som leder, fordi branchen efter hendes mening endnu ikke har nået det progressive niveau internt, som verden ellers hylder den for gennem de revolutionerende oplevelser, den skaber for gæster.  

”Det har overrasket mig, at det i dag kan være grænseoverskridende for en ældre mandlig kok at have en ung, kvindelig chef. Det har resulteret i konkrete episoder, som jeg har måttet tage med den pågældende under fire øjne.
Her har jeg gjort det helt klart, at nok er jeg en leder, der gerne vil lytte, men jeg har altså også det sidste say i køkkenet,” siger køkkenchefen og fortæller om, hvordan gæster stadig kan finde på at rose maden overfor nærmest hvilken som helst mand i restauranten fremfor den unge, kvindelige køkkenchef, der står lige overfor dem.

”Men jeg lader stoltheden ligge. Det vil være en gradvis ændring, som tager tid.”

Hun peger på, at det alligevel er iøjnefaldende, at andre brancher er lykkedes med at tiltrække kvinder trods skiftende arbejdstider. Derfor vil hun også gøre op med værkstedshumoren, der gerne tager overhånd, når diversiteten mangler.

”Der går let lidt børnehave i den. Og jeg synes faktisk branchen er bedre end det.”
Alle vinder ved et skift i tonen, mener køkkenchefen, der har sammensat et team af både mænd og kvinder, ældre og yngre.

”I køkkenet oplever jeg, hvordan en ung fyr åbner op om kærestesorger og får gode råd af kvinderne, og jeg ser dem ovenikøbet hjælpe hinanden med, hvordan man swiper på Tinder. Pludselig taler vi om ting, der skaber værdi for den enkelte. Og jeg tror faktisk på, at den respektfulde snak i køkkenet er med til at løfte branchen.”