Med udsigt over vinrankerne fra hotellets spa kan gæsterne nyde en Cabernet Scrub. Hotel Marqués de Riscal i Spanien tilbyder ikke blot flotte værelser og en stor restaurant men også vinterapi. Og ifølge trendekspert Anja Bisgaard Gaede matcher behandlingen fint tidens trends.
”Det må være en oplevelse udover det sædvanlige, og jeg tror mange ville være nysgerrige over at prøve Cabernet-behandlingen. Desuden er der tale om, at man bruger et restprodukt fra vinproduktionen, og set i et bæredygtighedsperspektiv er det meget moderne og selvfølgelig lidt mere kuriøst end spa-kendinge som en muddermaske eller en saltscrub.”
Vin eller ej, så er et spa-ophold en regelmæssig tradition for nogle, mens oplevelsen er en sjælden luksus for andre. Trendforskeren spår dog et boom i spa-interessen, fordi der her er de helt rette rammer til at genstarte kroppen efter måneders nedlukning. Her kigger vi nærmere på tidens største trends, og hvordan de kan være med til at udvikle spa-oplevelsen.
Smoothies med drinksparaplyer
Nok er Anja positiv overfor bæredygtighedstrenden ved vinterapien, men hun mener også, at udsigten til vinranker spiller en essentiel rolle i oplevelsen. At være omgivet af natur matcher spa-oplevelsen, for det er godt både fysisk og mentalt, mener hun.
”Vi kan måske ikke anlægge vinranker, men man kunne i højere grad indrette med planter og træer og måske ligefrem tænke i et koncept som vildmarksbade.”
Mange vil have brug for at få vækket sanserne efter måneders isolation. Vi trænger i den grad til selvpleje, og de fleste er nok lidt trætte af hjemmespaen.
Med eller uden tema, så mener eksperten, at spa-oplevelsen taler ind i et behov, mange vil have i tiden efter genåbningen. ”
”Mange vil have brug for at få vækket sanserne efter måneders isolation. Vi trænger i den grad til selvpleje, og de fleste er nok lidt trætte af hjemmespaen. Vi har brug for den ro, som en spa tilbyder, for jeg forudser, at flere faktisk vil være overvældet over at være sammen med kollegaer, venner og familie på fuldtid.”
På den anden side vil mange også have et stort behov for netop social kontakt, og her er et spa-ophold en mulighed for at være sammen med de veninder, man ikke har set i månedsvis. Men trendeksperten mener godt, at man kunne udvikle spa-oplevelsen til at være endnu sjovere for venindegruppen.
”I spaens mindre travle perioder kunne man lave temaer, og et af dem kunne være en spa-fest, hvor veninder kan snakke og grine i spaen og enten få en drinksparaply i smoothien eller drikke et glas vin. Kombinationen af samvær med gode venner, vandets meditative effekt og så et festligt glas vin taler i den grad ind i tiden.”
Vin komplimenterer spaen
Xavier D. F. Gras er salgsdirektør i Oskar Davidsen, og han mener netop, at en spa er det oplagte sted at nyde et godt glas vin. For når man slapper af, smager man også bedre vinens komplekse nuancer, forklarer han.
”Spa-oplevelsen har siden tidernes morgen fået selskab af et gastronomisk element som vin. Spaen forkæler sanserne, og det gør vin også. Man er mere afslappet og får derfor udvidet smagsindtrykket i de rolige omgivelser.”
Nok er der gode muligheder for at opleve nye smage og at tilbringe tid sammen med gode venner under et spa-ophold. Men tryghed vil fortsat spille en stor rolle hos forbrugeren.
”Tryghed er en basal følelse, der kommer før alt andet for tiden,” siger trendeksperten.
Hun anbefaler derfor fokus på hygiejne, men gerne på en stilfuld og diskret måde. Til det behov har virksomheden, Serumony udviklet en håndsprit med dispensere, der netop ikke får tankerne hen på hospitaler, fortæller direktør Klaus Bolwig Huusmann.
”Vores dispensere er designet enkelt og stilrent, og selve håndspritten er plejende og allergivenlig, så den matcher perfekt spaoplevelsen, hvor fokus netop er på velvære og at passe på sig selv.”
Trendekspertens bud på udvikling af spa-oplevelsen:
- Lad dig inspirere af bæredygtighedstrends og skab gerne behandlinger af restprodukter
- Brug naturen og indret med masser af grønne planter
- Udnyt de smukke omgivelser til mere end blot spa og invitér til "fest-spa" med kulørte lamper og gode vine
Kilde: Anja Bisgaard Gaede