Hun var TV-tilrettelæggeren fra hovedstaden. Han var mesterkokken fra det midtjyske. De fandt kærligheden. Både til hinanden og til et historisk badehotel. Men så ramte tragedien. En stor brand lagde badehotellet i ruiner.
Med styrke og vedholdenhed fik Louise og Kenneth, sammen med fonden bag, genoprejst hele landets badehotel. Men det skete ikke uden blod, sved og tårer. Og truslen om en håndfuld opsigelser undervejs, der trods alt ikke blev gjort alvor af. Således skinner det magiske lys på ny gennem de sprossede vinduer i de farvede stuer.
Her er fortællingen om Louise og Kenneth, der er tro mod badehotellets stemning og historie, men også har formået at skabe en moderne hotelsucces ud over det sædvanlige. Hvor gæsterne strømmer til år efter år, og hvor telefonsvaren melder om udsolgte værelser, allerede før sæsonen er gået i gang.
Kopperne klirrer på bakkerne, som tjenerne bringer rundt mellem bordene i pendulfart. Med sig har de sort kaffe, blødkogte æg og hjemmebagt naturbrød. Morgenstemningen breder sig i de farverige stuer på Svinkløv Badehotel.
”Jeg tager altid lige en runde ved morgenmaden og taler med gæsterne. I dag tog det lang tid, for vi har mange stamgæster,” siger Louise Toft-Hansen.
Sammen med ægtemanden og mesterkokken Kenneth Toft-Hansen driver hun Svinkløv Badehotel. Han er køkkenchef og vandt Bocuse d'Or i 2019, hvilket også kommer til udtryk i retterne ved morgenmadsserveringen. Faktisk i alle retter der serveres på Svinkløv badehotel. Og mens Kenneth tryller i køkkenet, lader Louise sig fascinere og overraske af gæsternes historier i morgentimerne.
I dag talte jeg med en ældre dame, som drak morgenkaffe med sin 40-årige søn. De er kommet her, siden manden var dreng.
Og det gør netop badehotellet helt særligt. At gæsterne har minder og traditioner og føler et ejerskab. De tager selv hynder med ind, når det regner, og de ved, hvor badekåber og ekstra hovedpuder er. Tænk, at der kan være så meget kærlighed til et hus,” siger Louise med et grin og fortæller, hvordan stamgæsterne med glæde følger med i Louise og Kenneths liv. Særligt efter sønnen Vester kom til verden sidste år.
”Vi fik så mange hjemmestrikkede sokker og fint legetøj. Gæsterne nyder virkelig at følge med i hans opvækst. Men vi har også en ægte interesse i gæsternes liv. Jeg har virkelig verdens bedste job.”
Glæden i Louises stemme er let at spore. Hun nyder morgenrunden på Svinkløv Badehotel, som hun tager, når Vester er afleveret i vuggestuen efter en hyggelig morgen i forpagterboligen, som er det eneste tidspunkt på dagen, Louise og Kenneth har sammen med deres lille søn. Her serverer Louise havregrød for Vester, og det er ét af de få måltider på hotellets grund, som ikke emmer af Bocuse d'Or.
En fast morgenrutine har Kenneth og Louise dog måtte spejde længe efter. Parret overtog det traditionsrige badehotel i 2016, og efter blot en enkelt sommer brændte hotellet fuldstændig ned. Mange ville have været fristet til at sige tak og farvel. Men det gjorde Louise og Kenneth ikke. Her fortæller parret, hvad der blev vendepunktet i sorgen efter branden, og hvordan de har formået at genskabe hotellets magiske stemning og fylde hvert eneste værelse. Sommer efter sommer.
En bryllupsrejse med perspektiv
Hanoi. Året er 2016, og et ungt par stiger ud af en taxa. De kigger forvirret og fascineret rundt i den vietnamesiske millionby. De er på bryllupsrejse. En af de lykkeligste begivenheder for de fleste nygifte par. Men ikke for dette. Få døgn forinden har de nemlig forladt et nedbrændt badehotel.
”Vi var virkelig sendt til tælling. Men det er jo også i modgang, at man finder en særlig styrke. Og det var heldigt, vi ikke havde tegnet en afbestillingsforsikring, for så var vi ikke taget til Vietnam. Den rejse kom til at gøre hele forskellen. For os og for hvor Svinkløv er i dag,” siger Kenneth i en tone, der tydeligt viser den frustration og afmagt, der fulgte i tiden efter branden.
”Da vi blev sat af i den bil, var vi pludselig i en anden verden. Vi blev revet ud af det enorme stormvejr, der fulgte i kølvandet på tragedien. Der var jo en enorm bevågenhed fra pressen. Og både gæster, personale og samarbejdspartnere var ulykkelige over branden. Der var jo landesorg,” siger Louise.
Stressede, triste og overvældede begynder det unge par at udforske Hanoi. Som dagene går, bliver humøret bedre, og på et af byens eksotiske madmarkeder sker et lille mirakel.
”Vi italesatte det ikke, men pludselig havde vi den fælles styrke, der bare sagde, at dét badehotel skulle vi have tilbage. Velvidende at det ville komme til at koste blod, sved og tårer,” husker Kenneth.
Dedikerede og passionerede har de begge altid været. Louise som selvlært inden for TV-branchen og producer på flere programmer og Kenneth som efterspurgt kok fra det midtjyske. Men ønsket om at genopbygge og videreføre Svinkløv Badehotel bundede i noget så simpelt som nysgerrigheden efter at fortsætte den rejse som forpagtere, de først lige havde begivet sig ud på.
Rejsen til Vietnam gav det perspektiv, der skulle til.
”Flere af de lokale boede i blikskure, og havde deres at slås med. Det fik os til at stoppe op og tænke: Hvad er det egentlig, vi er ramt af? Ja, det er ulykkeligt, at bygningen brændte, og personalet mistede deres job, men det behøver ikke at være slut endnu. Rejsen var et klart kardinalpunkt,” siger Louise og viser TV-kvinden bag værtinden.
Et stærkere værtskab
Således troner badehotellet atter i Svinkløvs klitter, og det magiske lys danser på ny gennem de farverige stuer. Udefra ligner hotellet sig selv, men indeni har Kenneth fået et køkken, der er en verdensmester værdig, og hvor hans dedikerede team af kokke nu har albuerum til at trylle lækre retter - og et utal af valnøddelagkager – frem til de 150 gæster, der frekventerer restauranten ved hvert eneste måltid.
Louise har med opbygningen også fundet sig selv bedre i rollen som vært.
”Det er ingen hemmelighed, at jeg havde svært ved at finde mine fødder som vært. Så midt i alt det tragiske, som det jo virkelig var, har det også været unikt og fantastisk at rejse badehotellet igen. Jeg har kunne sætte mit præg på de fysiske rammer, som gør, at jeg føler et større ejerskab. Det er nemmere at være værtinde, når jeg kender alle husets afkroge og gode historier.”
Louises daglige kontortid foregår i glasburet lige ved hotellets indgang, og kontorpladsen vidner også om hendes interesse for at være den gode værtinde. Hun vil være synlig for gæsterne.
”Det er nok verdens mindste kontor,” griner hun.
Men vinduerne gør, at gæsterne altid passerer kontoret med et smil fra Louise, og hun tager sig også gerne tid til en hyggesnak. For på Svinkløv Badehotel er det en del af strategien, at alle gæster føler sig som en del af familien. Ikke blot for gæsternes skyld, men også for Kenneth og Louise og resten af hotellets dedikerede personale, der nyder den helt særlige stemning, det skaber i stuerne.
”Vi sætter stor pris på lange ophold, for det skaber en anden stemning. Gæsterne bliver en del af huset og vores liv heroppe, både for vores eget vedkommende, men i høj grad også for vores fantastiske personale. Det er skønt at opleve de glade gensyn år efter år. Vi ønsker ikke at tilbyde et quick-fix, hvor man kommer og spiser kage og en fem-retters menu, og så rejser man hjem,” siger Bocuse d'Or-vinderen og tilføjer, at bygningen først og fremmest er et hotel og dernæst en restaurant. Alligevel er der stort fokus på den mad, gæsterne nyder under deres ophold på Svinkløv Badehotel. Og det skaber nysgerrighed blandt gæsterne, at en verdensmester står bag retterne.
”Gæsterne skal have noget sjovt at spise, og derfor ændrer vi menuen hver dag. Det betyder også, at gæsterne rejser sig fra morgenmaden med fyldte maver for lige at se på skiltet, hvad vi serverer til aften.”
Det kræver meget arbejde at sammensætte en ny menu hver dag, at printe menukort og ændre knapper på kasseapparatet. Men det er det hele værd. Også for parret.
”Jeg hører nogle gange gæsterne sige: ”Ej, er aftenmenuen ikke kommet endnu”. Det er fantastisk, at de går og glæder sig sådan til måltiderne,” siger Louise.
Men selvom Kenneth har sit at se til med at kreere en hel ny menu hver dag og løbe med tallerkner under frokostserveringen, så stopper det ikke der.
”Jeg er også husets alt-mulig-mand. Det betyder, at jeg går ud med affald, slår græsset og skifter pærer, når de ryger.”
For der er ingen fine fornemmelser på Svinkløv Badehotel. Derfor har parret heller ingen planer om at sætte prisen på værelser op, selvom de bliver udsolgt i en utrolig fart.
”Vi er ikke et luksushotel med spa. Her er ingen silkelagner og guldhaner. Man kan låne en morgenkåbe eller en hårtørrer, men det findes ikke på værelset. Og det er helt bevidst,” siger Louise og forklarer, at parret selv er overrasket over interessen for værelser.
”Vi ønsker faktisk slet ikke at være et sted, hvor det er svært ”at komme ind”. Vi vil være et sted for alle. Ikke for de få. Når vi ikke svarer telefonen, er det fordi vi ofte er nødt til at prioritere de gæster, vi allerede har i huset. Som står lige foran os.”
For booking af værelser sker fortsat over telefonen. Louise mener, at det ville stjæle hotellets magi og DNA, hvis gæsterne selv kunne booke værelser online. På Svinkløv Badehotel vil Louise og Kenneth nemlig gerne tale med deres gæster både før, under og efter opholdet.
”Vi har faktisk ikke ændret ret meget, siden badehotellet slog dørene op i 1925. Dengang kom gæsterne for at få ro og slappe af, og det gør de stadig. Derfor har vi heller ingen planer om at tilbyde Wifi,” siger Louise.
Kenneth mener, at hotellets succes både bunder i, at mange har gjort det fantastisk før dem, men også at Louise og Kenneth har været stædige i forhold til den oplevelse, de ønsker at tilbyde deres gæster. De er ikke hoppet på trends, men tilbyder en oplevelse med nærvær og god mad, som er gået hen og blevet meget moderne.
”Vi tilbyder et no-nonsense ophold i skøn natur, og vi har truffet et aktivt valg om at gøre tingene på vores måde. Jeg plejer at sige, at kun døde fisk svømmer med strømmen,” siger Kenneth.
Om Louise og Kenneth
- Parrets yndlingssted på hotellet er deres baghave, hvor de kan se ud over på Svinkløv Badehotel. Når vinden vender rigtigt, kan de høre grin fra stuerne og nyde stemningen.
- Presset blev enormt sidste år, hvor sønnen Vester kom til verden tre dage før, Kenneth vandt Bocuse d'Or. Fire måneder senere slog parret desuden dørene op til et splinternyt hotel. Louise truede med at sige op et par gange i den hektiske periode, men gjorde det som bekendt ikke.
- Louise er fra København og selvlært inden for TV-branchen. Kenneth er fra Midtjylland og udlært kok fra Munkebo Kro.